Man taler om, at ens erindringer kan være farvet
af noget. Og med det mener man som regel, at
objektiviteten er røget sig en tur til fordel for
subjektive forestillinger af mere eller mindre
vrangmæssig karakter.

                      Udtrykket kan imidlertid også for-
stås helt bogstaveligt: at bestemte farver knytter
sig til bestemte erindringer og følelser, at vi hu-
sker i farver og tænker i farver. Sådan har jeg
det med Christina Præstgaards malerier. Jeg har
naturligvis ikke adgang til hendes inderste be-
væggrunde bag hvert billede, men de sætter alle
sammen en tankeproces i gang, får fantasien til
at blomstre, udvikle sig, forgrene sig.

                    Måske har det noget at gøre med,
at hendes malerier er så anelsesfulde. Vi skim-
ter et motiv, som regel mennesker, i nogle til-
fælde blomster og hverdagsobjekter. Det, der
kunne være et helt naturalistisk billede, udfor-
dres imidlertid af spontant påførte penselstrøg,
som lægger et abstrakt slør, et abstrakt farvehav
over motivet, så hele sceneriet får noget drøm-
mende over sig.

                     Hvert maleri har sin egen grundto-
ne. Den kan være sart, undselig og næsten und-
skyldende, som når vi ser et billede af en soven-
de kvinde, gengivet på den blideste og mest
nænsomme måde i diskrete nuancer af sepia og
okker i dialog med æteriske gråblå toner.

                  Den kan sætte tingene på spidsen,
hvad den gør i et maleri, hvor motivet er den
tragisk/komiske dobbeltmaske, vi kender fra
teateret. Her sættes kærlighedens lyserøde og
lidenskabens højrøde farver op overfor melan-
koliens og sorgens blåviolette. I det hele taget
benytter Christina Præstgaard sig ofte af ma-
sken som motiv. Masken, som skuespilleren af

nødvendighed pålægger sig selv, og masken,
som et bredere og mere generelt symbol på
identitet - eller søgen efter samme.

               At Christina Præstgaard har et om-
fattende malerisk vokabularium, ser vi i flere
malerier, hvor den normalt så afdæmpede blå
farve står lysende stærkt signalerende kraftfuld-
hed, indre styrke og karakter. Noget, der ikke
mindst gør sig gældende i hendes kvindepor-
trætter.

                        En helt særlig
fornemmelse for lysets atmosfæriske virkninger
kommer frem i malerier, hvor især tusmørkets
og sensommerens afdæmpede og slørede farve-
skala gengives med stor skønhed. Noget, der
også gør sig gældende i kunstnerens blomster-
billeder, hvor naturens vækst og glødende fro-
dighed vises på en baggrund af blide og sarte
farvetoner i et sindbillede på naturens evige
kredsløb af fødsel, død og genfødsel.

                        Med sin på én gang præcise og
anelsesfulde, konkrete og spontane malemåde
er Christina Præstgaard en klassisk dygtig, evigt
eksperimenterende og vedkommende kunstner.

                                              Tom Jørgensen